Olivia Juul & Studio JUUL

Olivia Juul er kunstner og founder af Juul Studio – et kreativt univers skabt med udgangspunkt i kunst, intuition og glæden ved at skabe. Lige siden hun var barn, har hun tegnet, malet og drømt om et liv, hvor kreativiteten kunne fylde det hele. Derfor føltes det også naturligt for hende at forene passionen for kunst med drømmen om at være selvstændig.

I dag skaber Olivia kunstværker, kollektioner og oplevelser, der er kendetegnet ved organiske former, stærk energi og en legende tilgang til kreativitet. Hendes arbejde udspringer ofte af nye idéer og impulser, som får lov til at udvikle sig frit og tage form undervejs.

For Olivia handler kunst ikke kun om det visuelle. Hun ønsker at skabe værker, der vækker følelser, inspirerer og bliver en del af menneskers hjem og historier. Samtidig er hun optaget af at vise processen bag og minde andre om, at man ikke behøver have alle svarene, før man tør begynde.

FRONT & FOUNDER

(07)


DO PROJECT

“der opstår så mange muligheder, når man tør dele ud af sin kunst og af sig selv.”

Hvad fik dig til at vælge livet som selvstændig?

Jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg har drømt om at være kreativ selvstændig, lige siden jeg kan huske. Samtidig har jeg altid malet og tegnet, så for mig gav det på en måde helt sig selv at smelte de to verdener sammen og blive selvstændig kunstner.

Jeg tror, jeg altid har haft et stort behov for at skabe noget, der føles som mit eget. Noget, hvor jeg kan følge mine idéer, min mavefornemmelse og min kreativitet uden at skulle passe ind i en bestemt ramme. Livet som selvstændig kan være både intenst, uforudsigeligt og udfordrende, men det giver mig også en frihed, som jeg har svært ved at forestille mig at undvære.

Hvad ville dit yngre jeg have brug for at høre fra dig i dag?

At der opstår så mange muligheder, når man tør dele ud af sin kunst og af sig selv. Jeg tror, mit yngre jeg havde brug for at vide, at man ikke behøver have det hele regnet ud, før man begynder at vise verden, hvad man laver.

Der kan ske de vildeste ting, som jeg slet ikke selv havde fantasi til at forestille mig, men som kommer af, at man tør dele processen, værkerne, tankerne og energien bag. Jeg ville nok sige til hende, at hun skal stole mere på det, hun mærker.

Har du vaner eller rutiner, der er vigtige for dig i din hverdag?

Jeg arbejder hele tiden på at få en nogenlunde fast rutine i hverdagen. Men det er som om, at når jeg endelig kommer ind i en rutine, så bliver det lidt for kedeligt, og så får jeg nye idéer, sætter nye ting i gang og ændrer hele strukturen igen.

Jeg har efterhånden lært, at jeg nok ikke er typen, der trives bedst i en meget fast hverdag. Jeg har brug for en vis form for struktur, men også plads til spontanitet og nye idéer. Så måske er min vigtigste rutine egentlig, at der skal være plads til forandring.

At jeg accepterer, at min hverdag som kunstner og selvstændig kommer i bølger, og at det også er en del af min måde at skabe på.

Hvornår føler du dig mest i sync med dig selv?

Jeg føler mig mest i sync med mig selv, når jeg får en ny idé og får den gjort til virkelighed. Det kan være en ny kunstkollektion, et event, et nyt koncept, content eller et samarbejde.

Der er noget helt særligt ved den proces, hvor en tanke først bare eksisterer inde i hovedet, og så bliver til noget fysisk eller noget, andre kan opleve.

Det er dér, jeg mærker mest energi. Når jeg kan se en idé tage form, og når jeg kan mærke, at den føles rigtig. Jeg tror, jeg er allermest mig selv, når jeg skaber, bygger videre, tester af og tør følge en impuls, selvom jeg ikke altid ved præcis, hvor den ender.

Hvad håber du, andre mærker, når de møder dit univers?

Jeg håber, de får det samme dopamin-kick, som jeg selv får, når jeg laver kunsten. For mig er kunst meget forbundet med glæde og energi. Det må gerne føles levende, hvilket også er derfor, jeg arbejder meget med organiske former på tværs af kunsten.

Jeg håber også, at folk bliver inspireret af, hvor meget kunst kan gøre i et hjem. Et værk kan ændre stemningen i et rum, skabe samtaler og minde én om noget særligt hver dag. Jeg elsker tanken om, at mine værker kan flytte ind hos andre mennesker og blive en del af deres hverdag, deres hjem og deres historier.

Hvad minder du dig selv om, når det bliver svært?

Jeg minder mig selv om, at lige meget hvad man laver, vil der være svære udfordringer, man skal igennem. Ingen vej er uden modstand, og selv de ting, man elsker allermest, kan også være hårde, usikre og krævende.

Men jeg vil hellere kæmpe mig igennem de svære ting for min passion end for noget andet. Det hjælper mig at huske på, hvorfor jeg startede, og hvor meget det betyder for mig at kunne skabe mit eget univers.

Når noget bliver svært, prøver jeg at se det som en del af processen og ikke som et tegn på, at jeg er på forkert vej.

JUUL STUDIO www.juul-studio.com

@oliviajuulstudio


Næste
Næste

Linette Haaning & NUIT et LINETTE