CAMILLA & PALOMA STUDIO

Camilla Falkvist er founder af Paloma Studio og arbejder som kosmetolog med over 15 års erfaring inden for hud og behandlinger.

For hende handler arbejdet ikke kun om hud - men om det menneske, der ligger på briksen. Hun har altid haft et stort omsorgsgen og en evne til at få andre til at slappe af, og det er netop den følelse, hun ønsker at skabe i sit univers.

Ønsket om at blive selvstændig udsprang af et behov for frihed. For selv at kunne styre sit tempo, skrue op og ned - og skabe en hverdag, der også giver plads til livet ved siden af.

Samtidig har hendes rejse ikke været uden modstand. Hun har flere gange presset sig selv så langt, at hun mistede forbindelsen til sig selv - og det har ændret hendes måde at leve og arbejde på i dag.

I Paloma Studio har hun skabt et sted, hvor der er plads til at lande. Hvor man kan træde ud af hverdagen for en stund, give slip på krav og bare være - uden at skulle præstere noget.

FRONT & FOUNDER

(03)


DO PROJECT

“Hvis dine handlinger udspringer af gode intentioner, falder det aldrig helt skævt. Du lærer noget uanset hvad.”

Hvad fik dig til at vælge livet som selvstændig?

Jeg ønskede et mere fleksibelt arbejdsliv. Jeg har et stort behov for selv at kunne bestemme over min arbejdstid - at kunne skrue op og ned. Samtidig giver det enormt meget mening for mig at bruge al min erfaring og viden i mit eget virke.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?

Jeg elsker rolige morgener, men med to børn er det sjældent muligt. Til gengæld har jeg 30 minutter i bilen på vej til arbejde, som jeg værdsætter. Her ringer jeg ofte til min mor, lytter til klassisk musik eller bare er i mine egne tanker.

Nogle dage træner jeg inden arbejde, andre dage tager jeg direkte afsted. Jeg møder altid ind 10–15 minutter før, tuner ind i mit behandlingsrum, vælger musik og gør klar til mine kunder.

Mine dage er fyldt med behandlinger, Zoom-kald med mit netværk, content til SoMe og administrativt arbejde. Efter arbejde handler jeg, henter mine børn og er sammen med dem. Når de sover, er det tid med min kæreste, hvor vi tjekker ind hos hinanden.

Har du vaner eller rutiner, der er vigtige for dig i din hverdag?

Træning, vejrtrækning, vitaminer, masser af vand – og hud mod hud.

Hvad gør du, når du har brug for ro eller klarhed?

Træning og vejrtrækning med hånden på brystet og lukkede øjne. Jeg kan hurtigt blive revet med af hverdagens tempo, så det er vigtigt for mig at stoppe op. Når jeg mærker min vejrtrækning, finder jeg ro og kommer hjem til mig selv. Det er også noget, jeg forsøger at give videre til mine kunder.

Har der været en periode, hvor du mistede dig selv – og hvordan fandt du tilbage?

Ja, flere gange. Jeg har været ramt af stress, været i usunde relationer og haft en følelse af at skulle redde andre. Til sidst vidste jeg ikke, hvem jeg var.

Det krævede stor selvindsigt og hårdt arbejde at finde tilbage. Jeg fik hjælp gennem både kognitiv terapi og spirituel rådgivning. Jeg så mig selv som et løg, hvor jeg måtte pille lag for lag af for at finde ind til min kerne - og derefter bygge mig selv op igen med intention. Der findes ingen genveje.

At få børn har også været en kæmpe gamechanger. Det gør én skarp på, hvad der virkelig har værdi. I dag kan jeg mærke, når jeg er på vej ud af kurs, og jeg ved, hvad jeg har brug for. Jeg falder stadig i - jeg lærer stadig. Livet er en lang læringsproces. Men jeg er et rigtig godt sted i dag.

Hvornår føler du dig mest i sync med dig selv?

Når jeg er på ferie med min familie, og mit kærlighedskammer er fyldt op. Og når jeg prioriterer mig selv og mit indre arbejde. Jeg er i konstant udvikling og opdager hele tiden nye sider af mig selv.

Hvordan håndterer du at fejle - og hvad har det lært dig?

Jeg hader at fejle, men jeg kommer heldigvis hurtigt videre. Jeg ser det altid som læring - det har min mor lært mig. Ingen rammer plet første gang. Jeg har fejlet mange gange, og det er også derfor, jeg er så klog i dag.

“Jeg hader at fejle, men jeg kommer heldigvis hurtigt videre.”

Hvad er en læring, der har ændret din måde at arbejde eller leve på?

At køre mig selv så langt ud, at jeg mistede mig selv. I dag kan jeg stadig holde til meget, men jeg er langt mere bevidst i min tilgang. Jeg har tidligere været meget i min maskuline energi, og det brænder jeg ud på. I dag søger jeg en balance mellem det maskuline og feminine - det gør mig mere groundet og til stede i mig selv.

Hvad ville dit yngre jeg have brug for at høre fra dig i dag?

Tag det roligt - du skal nok finde din hylde. Og husk: dine 200% er andres 100%.

Hvad minder du dig selv om, når det bliver svært?

Hvor heldig jeg er - både med mit arbejde og min familie. Og at jeg er sund og rask.

Har du et mantra eller en tanke, du vender tilbage til?

Hvis dine handlinger udspringer af gode intentioner, falder det aldrig helt skævt. Du lærer noget uanset hvad.

Hvad håber du, andre mærker, når de møder dit univers?

Jeg håber inderligt, at de lander blødt hos mig. At de føler sig set og hørt, og at de kan slappe helt af uden at skulle være noget for nogen. Væk fra telefonen, væk fra roller og ansvar - bare være.

PALOMA STUDIO www.palomastudio.dk

@camillafalkvist

Næste
Næste

LINE & DERMA HABITS