LINE & DERMA HABITS
Line Smith er founder af Derma Habits - et holistisk univers og community, der arbejder med at skabe balance i kroppen gennem livsstil, vaner og forståelsen af sammenhængen mellem krop, sind og sjæl.
Hendes tilgang udspringer af hendes egen rejse med eksem, allergier og hudproblemer, som hun har kæmpet med siden barndommen. Efter mange år med behandlinger uden varig effekt begyndte hun selv at undersøge kroppens sammenhænge og arbejde med helbredelse indefra – en proces, der i dag danner fundamentet for hendes arbejde.
I dag hjælper Line kvinder med at forstå deres krop og finde ro i en hverdag præget af mange inputs. Gennem Derma Habits har hun skabt et community med fokus på slow living, et reguleret nervesystem og en mere helhedsorienteret tilgang til sundhed.
Hendes arbejde handler ikke kun om hud – men om at skabe en dybere forbindelse til sig selv og finde en bæredygtig måde at leve på, hvor helbredelse ikke er et quick fix, men en proces.
“Som barn med eksem forestillede jeg mig ofte, hvordan det ville være at have nogen, der virkelig forstod mig.”
FRONT & FOUNDER
(02)
DO PROJECT
HVAD FIK DIG TIL AT VÆLGE LIVET SOM SELVSTÆNDIG?
Jeg føler egentlig ikke, at jeg tog et bevidst valg om livet som selvstændig til at starte med – jeg var der bare lige pludselig.
Det voksede stille og roligt, og før jeg nåede at tænke over det, sad jeg i opkald med kvinder med kroniske sygdomme, som jeg virkelig brændte for at guide.
Det var først bagefter, at jeg tog det aktive valg om at leve af det. Men det føltes ikke som et klassisk valg – mere som noget, der kaldte på mig, og som jeg ikke kunne ignorere.
Hvad ville dit yngre jeg tænke om den virksomhed, du har bygget?
Mit yngre jeg havde ikke forestillet sig det liv, jeg lever i dag – men hun havde drømt om det.
Som barn med eksem forestillede jeg mig ofte, hvordan det ville være at have nogen, der virkelig forstod mig. Nogen der kunne guide mig og gøre det hele lidt lettere.
Jeg vidste allerede dengang, at jeg gerne ville være den person for andre. Jeg vidste bare ikke hvordan.
Så jeg tror, hun ville være både overrasket – og virkelig stolt.
“At fejle kan være frustrerende, dyrt og stressende.”
Hvordan håndterer du det at fejle?
At fejle kan være frustrerende, dyrt og stressende. Men det er også en del af processen.
Jeg har lært at se det som noget, der faktisk bringer mig fremad. For jo flere fejl vi laver, jo hurtigere lærer vi.
Med tiden er jeg blevet mere rolig i det. Jeg ved, at vi ikke kan gøre alting perfekt fra start - og at vi er nødt til at prøve os frem.
Det er også vigtigt for mig, at mit team mærker det samme. At der er plads til at udvikle sig, uden at være bange for at gøre noget forkert.
Har der været en periode, hvor du mistede dig selv – og hvordan fandt du tilbage?
Ja – og det var en af de perioder, der lærte mig allermest om mig selv.
Sidste sommer stod jeg midt i noget, der på papiret lignede vækst, men som indeni føltes som at miste fodfæstet. Der var et stort ansvar, et team jeg skulle lære at lede, nye roller jeg skulle vokse ind i – og et pres, både økonomisk og følelsesmæssigt, som jeg ikke helt var forberedt på.
Jeg begyndte at handle ud fra frygt. Frygten for, at det hele ikke ville lykkes. At drømmen om at hjælpe andre kvinder hvilede for tungt på mine skuldre. At hvis jeg ikke gjorde nok, hurtigt nok, perfekt nok – så ville det hele falde fra hinanden.
Og uden at jeg helt opdagede det, begyndte jeg at knytte mit værd til mit arbejde. Jeg arbejdede konstant. Ikke kun fordi jeg ville – men fordi jeg følte, jeg skulle. Som om min værdi afhang af, hvor meget jeg præsterede.
Hvad håber du, andre mærker, når de møder dit univers?
Jeg håber, at de mærker ro.
At de føler sig set og forstået. Måske får en lille aha-oplevelse.
Og vigtigst af alt: håb.
At der er håb – uanset hvad man står i.
Jeg ønsker også, at det føles let. At krop, sind og sjæl ikke bliver noget tungt, men noget man kan forstå og tage med sig i sit eget liv.
Og at man mærker, at man ikke står alene – men er en del af et fællesskab.
DERMA HABITS www.dermahabits.dk